Kedelige lydoptagelser

Men selv om vi er klar over disse fakta, bliver vi alligevel ofte skuffet, når vi opdager, at en indspilning, som vi har ventet os meget af, falder kedeligt og fladt ud med en masse baggrundsstøj fra fuldstændig uvedkommende ting. Ganske vist er vores mikrofon ikke særlig fin, men det må dog være en forudsætning, at den opfylder kravet om at kunne optage lyd således, at vi bliver nogenlunde tilfredse. Men når vi slår fast, at lydoptagelser i dagligstuen bliver kedelige og hårde, vil mange samtidig indrømme, at optagelser i det fri, kommer til at lyde ganske godt. Fejlen ligger måske slet ikke i mikrofonen, men derimod i rummet. Og det er netop sagens kerne. Med det mikrofonmateriel, der er almindeligt til en god båndoptager, kan der laves fine optagelser, hvis man tænker på, hvor man befinder sig, og hvad der skal gøres for at dæmpe uvedkommende lyde. Lydoptagelser er ikke bare at trykke på knappen, lige så lidt som videooptagelser er det.

Vores egen hørelse

Hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om at kunne forstå nogle af de indviklede regler, som lydoptagelser bebyrder os med, må vi begynde helt fra bunden, nemlig ved vor egen hørelse.

Øjets opfattelse af farver og hjernens kontrollabel indblanding heri, en indblanding der gør det muligt for os at skelne misfarvningen i dagslyset, hvis den da ikke er meget tydelig. Når en farvefilm optager et lidt misfarvet dagslysbillede, vil vort øje ved projektionen finde det fejlbelyst, fordi vi nu engang ikke kan se de svage misfarvninger i naturen, Og noget af det samme gør sig gældende for lyden.

Vor hørelse har altid været og vil altid være stereofonisk. Vi hører med to ører og ved hjælp af disse to modtagecentraler (mikrofoner) for lyd, er vi i stand til at bedømme afstande og retninger. Ved at høre en lyd kan vi i forbindelse med vor erfaring afgøre, hvad det er vi hører. Sidder vi f.eks. i en stue sammen med et andet menneske, der taler til os, vil vi med lukkede øjne kunne fortælle en hel del om dette menneske. Vi kan bedømme retningen og afstanden, om det er en mand eller kvinde og nogenlunde alderen. Men ikke blot det kan vi bestemme. Også rummet kan vi fortælle noget om. Det er muligt at høre, om der er tale om en stue, om denne stue er overfyldt eller sparsomt møbleret, om det overhovedet er en stue eller måske et køkken, en kælder eller i det fri.

I det første tilfælde er det ved bedømmelse af personen først og fremmest vor erfaring, der gør sig gældende. Vi véd, at en stemme, der lyder sådan, må være en kvindes, og vor hjerne véd erfaringsmæssigt, at når en lyd er stærkest i det højre øre, er det fordi personen befinder sig til højre for os. Når det gælder bestemmelsen af rummet, er vor evne til ved brug af ørerne at måle lydtilbagekastningen (refleksionen), idet vi hermed kan danne os et indtryk af rummets evne til at tilbagekaste lyden.

Rummets karakter

Lyden fra den der taler bredes ud i rummet og kun meget lidt når frem til vort øre ad direkte vej. Langt det meste er ekko og kun ved hjælp af vort øre og vor hjerne er vi i stand til at skille lyden fra sit ekko. Når vi lytter til en person, udskiller vort øre den smalle stråle af direkte lyd, der kommer fra den talendes mund som vi hører, men samtidig opfatter vort øre ekkoet fra vægge, gulv og møbler, og gengiver det som baggrundsstøj, som vor hjerne bruger til at bestemme rummets karakter med.

Hjernen lukker lyden ude

Hvis der under en interessant samtale kører en bil gennem gaden, lægger vi ikke mærke til det. Men det er ikke fordi vort øre ikke hører det, men kun fordi vor hjerne udelukker det til fordel for samtalen. Men at det er hørt, beviser det faktum, at man efter en meget interessant aften, hvor man kun har haft "øre" for det interessante, der er forgået, udmærket til sin ledsager på hjemvejen kan bemærke:"... men sikken dog en gadestøj, der altid er". Støjen er hørt, men hjernen har holdt denne oplysning tilbage, indtil samtalen var forbi, og man var klar til at modtage de næste oplysninger til bearbejdning.

Mikrofonen høre det hele

Men denne evne til at gemme ejer mikrofonen ikke. Den gengiver alt hvad den hører: Samtale, ekko og gadestøj. Den har ingen hjerne, der kan udskille væsentligt fra uvæsentligt, og vil man derfor have bedre lydoptagelser, er det ikke nok at placere sig i rummet og lytte. Man må lade sin båndoptagermikrofon lytte og ved afspilningen af det optagne bånd konstatere, hvad mikrofonen hører af lyde.

Mikrofonen opfattes som et menneske, der kun har et øre og er uden hjerne. Nu er det vanskeligt at udføre et sådant forsøg i praksis, selv om der nok findes mennesker med kun ét virksomt øre, fordi et menneske uden virksom hjerne ikke er anvendeligt som forsøgsperson. Et menneske, der ikke kan høre på det ene øre, kan heller ikke bruges, idet et sådant menneske straks efter at have mistet hørelsen på det ene øre, ubevidst begynder at omstille sin hjerne sådan, at det nok kniber med at bestemme retninger (stereofonien er ødelagt), men at hjernen på grundlag af kun ét lydindtryk bliver i stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

Prøv hjernen

Man kan prøve sin hjernes evne til at udskille lyde, f.eks. i et selskab, hvor samtalen går lystigt, ved pludselig at sætte en finger i det ene øre og lukke øjnene. Alt bliver rod og forvirring, men efter få øjeblikke kan man ved bevidst koncentration følge med i samtalen. Men det er meget trættende, fordi det er en uvant situation.

I det øjeblik vi stikker den ene finger i øret og vor hjerne endnu ikke er nået at følge med, er vi i nøjagtig samme situation som mikrofonen. Prøv det, og du vil efter næste mikrofonoptagelse nære en fantastisk beundring for det lille instrument, trods alt har fået noget forståeligt ud af det virvar af lyd. Men naturligvis kan vi ikke nå den samme fuldkommenhed med vore optagelser som ved radiostudiernes. Vi råder jo ikke over de mange mikrofoner med tilhørende mixerborde. Men det skal ikke være en sovepude, så må vi prøve at få det bedst mulige ud af det materiale, vi har til rådighed.